Naturfag i folkeskolen – vi skal begynde tidligere og tænke bredere

Af Anette Vestergaard Nielsen og Julie Svensson Vi taler meget om naturfag, teknologi og fremtidens kompetencer. Men måske er det på tide at stille et mere grundlæggende spørgsmål: Giver vi egentlig alle børn mulighed for at udvikle en forståelse af naturen og de teknologier, der omgiver dem? Hvis vi vil styrke naturfagene i folkeskolen, skal vi ikke kun se på nye fagplaner og undervisningsmaterialer. Vi skal også se på lærernes faglighed, skolernes rammer og vores forståelse af, hvad naturfagsundervisning kan og skal være.

Natur/teknologi – folkeskolens oversete naturfag

Når vi diskuterer naturfagsundervisning, kommer samtalen ofte til at handle om udskolingen. Her har vi gennem mange år arbejdet med at udvikle fagligheden og samarbejdet mellem biologi, geografi og fysik/kemi. De fællesfaglige fokusområder har været et vigtigt skridt mod en undervisning, hvor eleverne kan undersøge komplekse problemstillinger på tværs af fagene.

Med fagfornyelsen får vi mulighed for at gentænke naturfagene. Men der er også grund til at være opmærksom på, om vi risikerer at miste noget af det tværfaglige samarbejde, som vi har brugt mange år på at udvikle. Fagene skal naturligvis have deres egen identitet, men naturen og verden omkring os lader sig sjældent opdele i biologi, geografi og fysik/kemi.

Endnu mere bekymrende er det dog, at natur/teknologi i 1.–6. klasse fortsat får forholdsvis lidt opmærksomhed.

Vi har i årtier vidst, at mange lærere underviser i natur/teknologi uden at have en faglig uddannelse i faget. Alligevel har vi ikke for alvor fået løst udfordringen. En undersøgelse fra Københavns Professionshøjskole, På sporet af N/T (2025), sætter netop fokus på fagets vilkår og lærernes kompetencer.

Det betyder ikke, at lærere uden undervisningsfaget natur/teknologi ikke kan skabe god undervisning. Men det betyder, at vi ikke kan tage den nødvendige faglighed for givet.

Mange af disse lærere har eksempelvis dansk eller matematik som undervisningsfag. De skal ikke alene tilegne sig naturfaglig viden, men også udvikle en forståelse for fagets særlige arbejdsformer, undersøgelser og materialer.

Samtidig møder de ofte nogle vanskelige rammevilkår. Der mangler egnede faglokaler, materialer og udstyr. Det, der skulle være en enkel undersøgelse, kan kræve omfattende forberedelse, fordi læreren først skal finde materialerne, undersøge hvordan de virker, og organisere undervisningen.

Hvis vi ønsker mere undersøgende og eksperimenterende naturfagsundervisning, må vi også skabe rammerne for, at den kan finde sted.

Vi skal udvikle lærerteamet – ikke kun den enkelte lærer

Traditionelt har vi forsøgt at styrke natur/teknologi gennem kurser og efteruddannelse for den enkelte lærer. Det er naturligvis vigtigt, men måske er tiden kommet til at tænke kompetenceudvikling på en anden måde.

Hvad nu, hvis vi i højere grad inviterede hele årgangsteamet til at udvikle undervisning sammen?

Naturfaglig forståelse opstår nemlig ikke kun i naturfagstimerne. Den kan udvikles i matematik, når eleverne arbejder med målinger, mønstre og data. I håndværk og design, når de undersøger materialer og konstruktioner. I dansk, når de udvikler et sprog til at beskrive og forklare naturfaglige fænomener. Og i historie, når de undersøger, hvordan teknologier har forandret menneskers liv.

Det betyder ikke, at vi skal opløse fagene i en stor tværfaglig gryde, hvor ingen længere ved, hvad de egentlig underviser i. Tværtimod.

Hvert fag har sin egen identitet, sit eget indhold og sine særlige metoder. Men lærerne skal have kendskab til hinandens faglige muligheder, så de kan skabe meningsfulde sammenhænge for eleverne.

En matematiklærer, der kender til naturfaglige undersøgelser, vil lettere kunne inddrage autentiske data i sin undervisning. En lærer i håndværk og design kan arbejde med materialers egenskaber og samtidig skabe forbindelser til naturfaglige forklaringer. Og dansklæreren kan understøtte elevernes udvikling fra hverdagssprog til et mere præcist fagsprog.

Vi skal med andre ord bevæge os fra enkeltstående kursusbesøg til en mere sammenhængende kompetenceudvikling, hvor lærerne sammen udvikler undervisning til netop deres elever.

Hvem sætter egentlig dagsordenen?

I disse år udvikles der mange spændende naturfaglige projekter. Fonde, forskningsmiljøer, virksomheder og organisationer bidrager med ressourcer, viden og nye undervisningsmuligheder.

Det er værdifuldt. Men det er også relevant at spørge, hvem der bestemmer, hvilke udfordringer vi skal løse.

Mange udviklingsprojekter har fokus på udskolingen og de ældste elever. Det er forståeligt, men vi bør i langt højere grad rette opmærksomheden mod indskolingen og mellemtrinnet.

Det er her, eleverne begynder at udvikle deres forestillinger om naturen, deres naturfaglige sprog og deres nysgerrighed på, hvordan verden hænger sammen.

Vi har ikke kun brug for flere projekter. Vi har brug for projekter, der tager udgangspunkt i lærernes hverdag, som udvikles sammen med lærerne, og som kan blive en del af skolens almindelige undervisning.

Måske skal vi i højere grad investere i skolernes samlede naturfaglige kapacitet frem for i endnu et afgrænset undervisningsforløb.

Naturen skal ikke kun undersøges – den skal også opleves

I naturfagsdidaktikken har vi gennem mange år haft stor opmærksomhed på undersøgende arbejdsformer. Eleverne skal stille spørgsmål, opstille hypoteser, gennemføre undersøgelser og anvende naturvidenskabelige forklaringer.

Det er vigtigt. Men det er ikke hele fortællingen om naturfagsundervisning.

Vi skal også give plads til oplevelsen, sansningen og den umiddelbare nysgerrighed.

Forestil dig en klasse, der sidder ved stranden. Eleverne mærker vinden, hører bølgerne, finder sten, undersøger tang og oplever, hvordan vandet bevæger sig. Måske begynder de at stille spørgsmål. Måske fortæller de om noget, de har oplevet. Måske bliver de bare optaget af det, der sker omkring dem.

Skal alle disse oplevelser nødvendigvis omsættes til en naturvidenskabelig undersøgelse?

Det mener jeg ikke.

Nogle gange skal vi give plads til at opleve naturen uden straks at skulle måle, registrere eller forklare den. Oplevelsen kan have værdi i sig selv, og den kan samtidig blive begyndelsen på en dybere interesse for naturen.

Her bliver begrebet naturforbundethed interessant. Det handler ikke alene om at have viden om naturen, men også om at udvikle en relation til den og opleve sig selv som en del af den.

Naturforbundethed handler heller ikke kun om skove, strande og vilde landskaber. Den handler også om vores hverdag. Om de fødevarer, vi køber, de materialer, vi omgiver os med, og de ressourcer, vi bruger.

Hvor kommer vores mad fra? Hvilke materialer er vores tøj fremstillet af? Hvordan hænger vores forbrug sammen med naturens ressourcer?

Det er også naturfaglig dannelse.

Vi har brug for en naturfagsdidaktik, hvor naturvidenskabelige undersøgelser, æstetiske oplevelser, fortællinger, sansning og refleksion kan eksistere side om side.

Teknologi er meget mere end computere og programmering

Når vi taler om teknologiforståelse i skolen, kommer samtalen hurtigt til at handle om computere, programmering, robotter og kunstig intelligens.

Men teknologi er langt mere end det digitale.

Teknologi findes i vores landbrug, i fødevareproduktionen, i medicin, i bygninger, i transport og i de utallige genstande, vi anvender hver eneste dag.

En sejlbåd er teknologi. En kaffemaskine er teknologi. En cykel, en bro, en vandpumpe og et isoleret hus er også teknologi.

Hvis vi begrænser teknologiforståelse til programmering og digitale systemer, risikerer vi at overse en stor del af den teknologiske verden, som eleverne allerede er omgivet af.

Vi skal derfor arbejde med et langt bredere teknologibegreb.

Eleverne skal ikke kun lære at programmere en robot. De skal også forstå, hvordan den er konstrueret, hvilke materialer den består af, hvordan dens bevægelser skabes, og hvilke opgaver den kan løse.

De skal kunne undersøge, hvorfor nogle materialer isolerer bedre end andre, hvordan en sejlbåd udnytter vinden, eller hvad der sker inde i en kaffemaskine, når vi trykker på knappen.

Her er der oplagte muligheder for samarbejde mellem natur/teknologi, matematik og håndværk og design.

Vi kan lade eleverne undersøge eksisterende teknologier, skille dem ad, sammenligne materialer, afprøve principper og udvikle egne konstruktioner.

Engineering kan være en del af arbejdet, men ikke alt behøver at ende med et nyt produkt. Det kan være lige så værdifuldt at forstå, hvorfor en eksisterende teknologi virker, og hvordan den har forandret vores liv.

Vi skal åbne de teknologiske sorte bokse og give eleverne mulighed for at forstå det, der gemmer sig indeni.

Naturfaglig dannelse er hele skolens ansvar

Hvis vi virkelig vil styrke naturfagsundervisningen, skal vi begynde tidligere og tænke bredere.

Vi skal tage natur/teknologi i 1.–6. klasse langt mere alvorligt. Vi skal investere i lærernes faglighed og give dem bedre muligheder for at gennemføre undersøgende, eksperimenterende og oplevelsesbaseret undervisning.

Vi skal udvikle samarbejdet mellem fagene, uden at de mister deres identitet. Vi skal give naturforbundethed en tydeligere plads og arbejde med et teknologibegreb, der rækker langt ud over computere og programmering.

Og vi skal huske, at naturfaglig dannelse ikke kun handler om at forberede eleverne til de naturvidenskabelige fag i udskolingen eller til fremtidens STEM-uddannelser.

Det handler om at give alle børn mulighed for at forstå den verden, de lever i.

Naturfag skal ikke kun være noget, eleverne har på skemaet. Det skal være en måde at opleve, undersøge og forstå verden på.

Kilder og videre læsning

• Wøhlk m.fl. (2025). På sporet af N/T. Københavns Professionshøjskole. Læs rapporten.

• VIVE (2019). Kompetencedækning i folkeskolen. Læs mere hos Børne- og Undervisningsministeriet.

• Graf & Debrabant (2023). Danske skoleelevers forbundethed med naturen. Læs artiklen.

• Børne- og Undervisningsministeriet. Om Fagfornyelsen. Læs mere.

• National Assessment of Educational Progress (2018). Technology and Engineering Literacy Framework. Læs rammeværket.